Monday, June 16, 2014

Det var så den mandag!

























Pakke ordrer og genopfylde lageret.

Sunday, June 8, 2014

DIY Skønhedsprodukter & Nyt Gratis Emballagedesign // DIY Beauty Products & Packaging

























Til daglig arbejder jeg med grafisk design og emballagedesign, så når jeg koger creme herhjemme, hører design af indpakningen naturligvis med som en del af helhedsoplevelsen. Min lille private serie af skønhedsprodukter ser sådan her ud, og du er meget velkommen til også at downloade og bruge etiketterne.

Jeg er blevet ret glad for at lave mine egne cremer, scrubs og olier. Mine egne 2 ungers eksem har drevet mig ud i mange afkroge af internettet for at finde vidundermidler til at få styr på huden. Jeg har fundet frem til, at det simple og enkle er det sundeste, og det der virker bedst.

Der er cirka tusinde fordele ved at lave olier og cremer selv, men her kan jeg da lige nævne et par stykker:

1: Så ved man hvad der er i - og især hvad der ikke er i
2: Det er hurtigt at lave en creme, der lige passer til et specifikt behov
3: Man kan undgå mystiske parabener og tilsætningsstoffer og parfumer
4: Luksus på hjemme-spa måden
5: Lynhurtigt at lave lækre værtindegaver
6: De fleste ingredienser findes i køkkenskabet i forvejen

Jeg laver creme på samme måde, som når jeg bager brød. Der findes een grundopskrift, som jeg bygger videre på. Til brød hedder den mel, vand, gær, olie og salt. Med uendelige variationsmuligheder.

Til creme/universalsalve hedder grundopskriften bivoks 1 dl, sheasmør/kokosolie 2 dl, olivenolie/mandelolie 2 dl. Med uendelige variationsmuligheder.

Man kan tilsætte mere eller mindre olie alt efter hvilken konsistens der ønskes. Om den skal være fast og bruges som læbebalm eller mere flydende til ansigt og krop. Og olien kan være olivenolie, men den kan også sagtens være mandelolie. Eller abrikoskerneolie. Og til eksem er det rigtig godt at tilsætte kæmpenatlys olie. E-vitamin kan man jo også tilsætte. Og måske duft, hvis man kan tåle det. Den milde duft af bivoks synes jeg er bedst. Med andre ord bare prøv dig frem, hvis du har lyst.

Jeg blander ingredienserne, smelter det over vandbad og hælder det tilsidst på rengjorte glas og flasker. Det tager sammenlagt en halv time. I køleskabet kan det tilgengæld holde sig mange måneder.

Scrubs er også lækre, når de er hjemmelavede. Koldpresset (eller stenpresset) olivenolie/mandelolie blandet med salt. Eller sukker. Eller kaffegrums. Eller ler. Lidt forfriskende mynte eller citron måske. Morgenfrueblade er heller ikke dårligt. Jeg er ikke ekspert, jeg prøver mig bare frem. Eller googler efter opskrifter.

Når man laver cremer og skønhedsprodukter af rene råvarer, så er det ekstra lækkert at hælde det på pæne flasker. Jeg er ret så glad for at købe mine hos Urtegaarden, som har de fine brune apoteker-agtige flasker, som man godt gider at have stående fremme og/eller forære som små værtindegaver. Her har jeg brugt glasflasker 200 ml og glaskrukker 60 ml/120 ml. Det er også hos Urtegaarden jeg finder de fleste råvarer, og de har desuden en meget fin sektion med opskrifter på andre slags cremer og wellness produkter.

Etiketterne på billederne er designet af minimega® design studio, og de passer til de glas og flasker som ovenfor (og for den sags skyld alle mulige andre rengjorte syltetøjsglas, eller hvad du nu har ved hånden). Du er velkommen til at downloade dem gratis og til privat brug. Så kan du lave din egen serie af lækre produkter og forkæle dig selv, din familie og dine veninder.

På siderne af etiketten har jeg skrevet nogle ingredienser (de mest oplagte for mig) og en lille trekant ud for hver. Så kan du selv afkrydse hvilke af dem der er brugt. Eller tilføje nye på linierne til det.

Du kan printe etiketterne på selvklæbende etiketpapir, men almindeligt printerpapir er også fint, så kan du samle etiketten med et stykke masking tape på bagsiden. Eller binde et pænt bånd om.

Og måske lidt pænt papir, hvis det er en gave.

OBS: Husk at downloade etiketterne til din egen computer og printe dem derfra. Så bliver kvaliteten knivskarp og god. Hvis du blot klikker på linket og printer direkte bliver det uskarpt og gnidret, og det er jo slet ikke godt nok til dine lækre hjemmelavede cremer.


DOWNLOAD SPA LABELS 


Rigtig god fornøjelse!


Kh Sara (autodidakt cremekogekone)